Mød tilflytterne

Flere og flere vælger at flytte til Bornholm. Men hvordan er det at være tilflytter? Hvorfor vælge Bornholm til deres næste hjem? Hvordan er ø-livet om vinteren?

Vi har spurgt nogle af dem. Læs deres tilflytterhistorier her.

Lokalt miljø og de lokale fællesskaber trak

Før og under Corona overvejede Cecilie og Malthe deres boligsituation. København var meget dyr og det var svært at finde en bolig, de både kunne lide og have råd til. Derfor trak det stærke lokalmiljø og muligheden for at indgå i lokale fællesskaber, dem til Bornholm.

Læs hele deres historie her.

 

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?

Mere natur – mindre storbylarm og stress

Nora og Mikkel forelskede sig i Bornholm på en ferie og blev hurtigt sikre på, at Bornholm skulle være deres nye base. Et år senere tog de springet og bor i dag kun fem minutters gang fra øens mest børnevenlige strand. Hvad mere har man brug for?

Læs hele deres historie her.

 

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?

Covid-19-aflysning førte til Bornholm

Da Linea og Bjørn måtte aflyse et 6 måneders ophold i Frankrig pga. covid-19, skulle der en frokost foran computeren og en video med en bornholmsk pottemager til at inspirere parret til en alternative destination. I dag har de drømmehus og eget galleri på Bornholm.

Læs hele deres historie her.

 

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?

Det startede med et rungende nej

På en gåtur med sønnen Elias i barnevognen, blev Carina ringet op med beskeden om, at drømmejobbet var ledigt – på Bornholm. Tilflytterkonsulenten var på rekrutteringsopgave, men i første omgang fik han ikke noget ud af sit opkald.

Læs hele deres historie her.

 

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?

Flyttede til Bornholm for at studere

Lukas Bo Nielsen, studerer til datamatiker

Lukas på 17 år flyttede til Bornholm for at studere til datamatiker. “Her er mere luft og man har en stor frihed”.

Læs hele hans historie her.

 

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?

Den bornholmske ro kan noget!

Nana Katrine Larsen Trust, Pædagogmedhjælper, Paradisbakkeskolen

Jonas Larsen Trust, Kvalitetschef, Den Bornholmske Spritfabrik

Nana, Jonas og deres to børn var trætte af at bo i Greve. De længdes efter Bornholm og den ro, der er på øen. Kort tid efter de kom til Bornholm, opdagede de, at Nana var gravid. I april 2020 fik de deres 3. barn.

Læs hele deres historie her.

 

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?
Hvorfor valgte I at flytte til Bornholm?

Sjovt nok er det Jonas, der er bornholmeren, men det er Nana, der længe har villet flytte til Bornholm.

En af de afgørende grunde var, at vores store søn, Pelle, ikke trivedes, der hvor vi boede. Han brød sig ikke om skolen, og vi var fortvivlede.

Vi har altid vidst, at vi en dag skulle tilbage til Bornholm.

Vi havde begge gode job, men da vores søn ikke havde det godt, var det en god anledning til at tage springet.

I dag er det en helt anden søn vi har. Han elsker at gå i skole, og kan bevæge sig frit omkring. Her er trygt og godt. Det var måske ikke det klogeste tidspunkt, men børnene kommer i første række.

Efter vi er flyttet til Bornholm, har vi fået barn nummer tre. Hele familien stortrives, så det er super dejligt.

Hvordan fandt I arbejde på Bornholm? Og hvad arbejder I med?

Når man skal finde et job, er det godt at kende nogen, som kender nogen. Så vores store netværk på Bornholm gjorde det lidt nemmere.

Jonas søster arbejder på Paradisbakkeskolen, hvor der var en ledig stilling som pædagogmedhjælper, der passede perfekt til Nana.

Og så har vi brugt tilflytterkonsulenten til sparring om mange forskellige ting. Jonas var også til en samtale hos en bornholmsk virksomhed igennem Tilflytterservice.

mange muligheder for børn og unge på Bornholm
Hvad gør Bornholm særlig?

Her er en speciel ro. Det lyder lidt åndssvagt, men det har altid været sådan, at roen rammer hele familien, hver gang vi kører over broklappen i Rønne. Her er ikke så fortravlet som andre steder.

Det er en ø, så selvfølgelig er der en del sladder. Men alle vil hinanden det bedste, og vi kan altid få hjælp, hvis vi skal bruge det. Vi elsker køreturen fra Nexø, hvor vi bor, og op langs klippekysten til Allinge. Den bliver vi aldrig trætte af. Nana insisterer på, at det er Jonas, der skal køre. Så kan hun nemlig få lov til at nyde naturen ekstra meget. For Nana er den bornholmske natur og vandet en åbenbaring HVER dag.

Hvordan er det at bo på Bornholm ift. at få en social omgangskreds?

Nana havde kun nået at være på sit nye arbejde i 4 måneder, og så meldte lille Bille sig i maven, og Nana skulle gå på barsel. Det var dårlig timing. Så Nana har ikke nået at få de store venskaber på arbejdet endnu. Men vi kan ikke gå nogle steder uden Jonas kender alle. Nana glæder sig til at være sammen med mødregruppen, og til at få nogle veninder herigennem.

Bornholmerne er gode til at tage imod nye mennesker, men man skal også selv være opsøgende.

Hvad er det bedste ved Bornholm?

Det bedste er, at jeg er kommet hjem til Bornholm og tæt på min familie siger Jonas.

Vandet, trygheden, at man kan lade ungerne løbe over til kammeraterne uden at skulle være nervøs. Der hvor vi kom fra, fik børnene ikke lov til at komme ud efter mørkets frembrud, da der indimellem blev skudt og der var bander, som var efter hinanden. Det oplever vi heldigvis ikke på Bornholm.

Er I glade for at være vendt hjem til Bornholm?

Ja, vi er meget glade. Vi er gået noget ned i løn, og vi kunne have haft en større karriere i København, men det er det hele værd. Vi kunne overhovedet ikke tænke os at vende retur til Sjælland. Det er fint at besøge Nanas far i Faxe på Sydsjælland, men vi kommer nok aldrig tilbage til Sjælland igen, siger Jonas. Når vi venter på færgen i Ystad, føler vi næsten, at vi er hjemme.

Hvilken hjælp fra Tilflytterservice fik I da I skulle flytte til Bornholm?

Vi havde ikke det store behov for hjælp, da vi kunne bruge vores netværk, og kender selv øen ud og ind. Dog fik vi et hus i Nexø via Tilflytterservices kontakter.

Vi er jo super heldige at kende så mange mennesker på Bornholm, men det må være guld værd for ”nye” bornholmere, som intet kender til øen.

Vi kan kun anbefale familier, der drømmer om at flytte til Bornholm, at tage kontakt til Tilflytterservice.

Lærte hurtigt naboerne at kende – “spis og skrid”

Katrine Marie Jensen, Tandplejer hos Tandlægen.dk i Rønne

Katrine og hendes søn Sebastian flyttede i 2019 til Nexø, hvor de havde fundet drømmehuset. Det viste sig hurtigt, at huset lå på en vej fyldt med liv og glæde.

Læs hele hendes historie her.

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?
Hvordan gik det med at etablere jer på Bornholm?

Da jeg skulle finde et arbejde på Bornholm ringede jeg selv lidt rundt, men kontaktede også tilflytterkonsulent Rune Holm. Han skaffede mig hurtigt kontakt til Tandlægen.dk i Rønne, som skulle bruge en tandplejer. Kemien var god, og jeg endte med at få jobbet. I løbet af bare få uger var kontrakten på plads, og jeg havde fast arbejde på øen.

Det gik også hurtigt med at finde drømmehuset. Ja faktisk så hurtigt, at jeg aldrig var på Bornholm for at se huset.

Jeg fik en veninde til at kigge på det, og hun sagde, at det var super fedt. Så jeg slog til!

Fra da jeg tog beslutningen til jeg fik job og købt hus i Nexø, gik der kun 51 dage. Så var alt på plads, og vi kunne flytte ind i huset i december 2019.

Hvad gjorde øen attraktiv?

Det særlige ved Bornholm er den smukke natur – og den ro som er herovre. Det er ligesom back to basic. Går du en tur ned til vandet, falder du bare helt til ro.

Her er også mange venlige mennesker, og hjælpsomheden er enorm. Min søn skal en tur til København, og hurtigt er der en der tilbyder at køre ham til lufthavnen, da jeg selv er på arbejde.

Det har været nemt for mig at få nye bekendtskaber og et nyt netværk – allerede inden jeg flyttede til øen.

mange muligheder for børn og unge på Bornholm
Hvordan er livet på øen?

Min søn er startet på Paradisbakkeskolen i Nexø, og har fået gode venner i klassen. Han har også fundet mange gode kammerater på vejen, hvor vi bor. Og det betyder jo det hele. Trives ungerne, trives vi alle. Er det ikke rigtigt?

På vejen hvor vi bor, har vi noget, som vi kalder ”spis og skrid”. Her mødes vi på skift, spiser mad sammen, og går så hver til sit. På den måde, lærer man hurtigt sine naboer at kende. Samtidig er det en meget uformel måde at mødes på. Nogle kommer med salat, nogle har brød, og andre drikkevarer og en kommer med kød, bum! Det er bare så fedt. Vi er så lykkelige for vores nye liv.

Og det hele er bare helt fantastisk. Jeg er virkelig bare så glad. Der er så meget nærvær på Bornholm. Da jeg præsenterede mig som nye tandplejer over for en patient i klinikken, sagde hun ”aha det er dig, der har købt hus ved siden af Jonna”. Man bliver lynhurtigt en del af Bornholm.

Det bedste er, at jeg ikke endnu har mødt et rødt stoplys. Jeg bruger kun 28 min på at køre på job. Det var den tid jeg brugte på at køre min dreng i skole mellem Frederiksberg og Vanløse.

Hvad er det særlige ved Bornholm?

Det særlige ved Bornholm er RO, at vi er tæt på vores venner og så selvfølgelig den smukke natur. Det udvikler sig jo hele tiden her.

Der er ny, lækker natur ligegyldigt, hvor du er. Vi har klipper her i Nexø, Balka strand er tæt på. Sprækkedale og Paradisbakkerne. Ja selv når jeg sidder i bilen, oplever jeg noget. Jeg har lært, at man skal passe på hjortene i skovene. Forleden kom der en ordentlig hjort løbende over vejen. Lige efter kom dåen. Og lidt senere sad der en stor ørn og åd en hare ved vejen. Der er så meget at opleve. Vi er så glade og lykkelige over at være flyttet til Bornholm.

Hvor boede I før?

Vi boede i et parcelhus i Skovlunde i et meget fint og dejligt område, men vi savnede at være tættere på vores øvrige familie i hverdagen. Men jeg er fynbo og min mand er bornholmer, så hvor skulle vi rykke hen? Vi tjekkede Nyborg ud, og det er en virkelig dejlig by, men på Bornholm er det dels til at få et godt job – dels er det en ø, hvor der sker en masse, og hvor der er plads til at prøve nye drømme af på sigt.

Hvad gjorde I for at få job?

Min mand er programmør hos Mofibo og arbejder faktisk mest sammen med kontoret i Stockholm. Så da han spurgte, om han måtte  tage jobbet med til Bornholm, var der ingen problemer i det. Jeg er  uddannet socialrådgiver og har arbejdet som rusmiddelkonsulent, men det kunne jeg ikke fortsætte med her. Da vi flyttede her over, kiggede jeg derfor efter, hvor jeg kunne få et job, der gav mening og var spændende.

I dag er jeg  fastholdelseskonsulent i Jobcentret, og det er jeg meget glad for. Vi tænker desuden begge, at Bornholm er unik, idet at der mulighed for at følge sine hobbydrømme, og mulighed for at skabe sin egen karriere. Dette er et stort plus for os.
mange muligheder for børn og unge på Bornholm
Hvad gør Bornholm særlig?

Vi er glade for at være tæt på havet, uanset hvor vi er. Vi nyder naturen i fulde drag og oftere, end vi  plejede. Selvfølgelig er nogle ting anderledes på den sjove måde – og nogle gange er Netto ikke helt fyldt op med friske varer, fordi en godstransport ikke lige er kommet med over med færgen – og engang til jul gik al strømmen, fordi nogen havde sejlet søkablet over. Men hvad så? Det var hyggeligt, og så må vi jo alle tage den derfra. Det er svært at forklare, men der er en livskvalitet i at være i båd  sammen her på øen – her er bare lidt mere jordnært.

Hvordan fik I en social omgangskreds på Bornholm?

Alle tænker vel: Er der mon nogen som mig på Bornholm? Men det er der – og det er gået meget  lettere med at møde nye venner, end jeg havde frygtet. Jeg meldte mig ind i en tilflyttergruppe på Facebook for kvinder, og jeg har skrevet og mødtes med nogle af dem. Jeg mødte også tilfældigt min nye nabo til træning og blev budt på kaffe. På den måde er her meget kort mellem mennesker. Selvfølgelig skal man selv gøre noget for at møde nogen, være udadvendt og være klar på, at din nye ven måske er anderledes end dig selv, men det har jeg ønsket mig, da det udvider min horisont – og det er dejligt. Og samtidig oplever jeg, at jeg og min familie ikke skal leve op til høje krav om at se ud, være mor eller forbruge på en bestemt måde.

Hvad er det bedste ved Bornholm? Mange bornholmere er stolte af at være bornholmere – og deres identitet omkring det kan jeg godt lide. Jeg nyder også, at naturen er så forskellig og smuk, hvor  klichéagtigt det end lyder. Inden for en halv time kan vi komme fra flad sandstrand til granitbrud og fra almindelig løvskov midt på øen – til eksotisk klippeskov på Hammershus.
Her er meget eventyrligt, og de lokale siger, man bliver ved med at finde nye steder – det kan jeg  virkelig glædes over.

Hvilken tilflytterhjælp fik I?

Jeg har tjekket Facebookgruppen Næste stop Bornholm ud dagligt, fordi jeg manglede et job. Den side var jeg ret glad for.

Helle har hjulpet os meget ved at holde øje med jobmuligheder, huske os på tilflytterrabat på avisen og meget andet. Hun har været meget hjælpsom. Så vi er meget taknemmelige for hjælpen, der fik os i gang med livet på Bornholm. Af Louise Skøtt Gadeberg

Jeg har fundet ro i et lille, livligt samfund

Louise Lykke Flowmaster og patientkoordinator for fire hospitaler i Københavnsområdet

Louise Lykke er 35 år og er flyttet til Bornholm på egen hånd. Hun kommer fra det pulserende København, men drømte om at eje sit eget hus – og om at finde mere ro i hverdagen. Også naturen og dét at være en del af et lokalsamfund med en ordentlig omgangstone trak i hende. Hun har beholdt sit job i København og arbejder hjemmefra – og det hele har givet hende den ro, hun savnede.

Læs hele hendes historie her.

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?
Hvor boede du før?

Jeg boede på Vesterbro i København, men jeg ønskede mig et andet liv langt væk fra stress og jag. Jeg har været en del på  Bornholm som voksen og kan godt lide tempoet og nærværet, som jeg savnede i København. I København er man anonym og en lille del af et kæmpe hamsterhjul, og jeg savnede mere og mere de gamle

dyder med at passe på hinanden og have en høfligomgangstone. Bornholm er fantastisk på mange måder. Naturen er et kæmpe trækplaster, og jeg har en chance på boligmarkedet her. Jeg har drømt om mit eget byhus i mange år, men sådan et koster 10 millioner i København. Men dét gør de ikke på Bornholm.
Hvordan med arbejdsliv?

Mit job i København ville gerne afprøve, hvordan det fungerede, når jeg arbejdede hjemmefra på Bornholm. Jeg arbejder som flowmaster og er patient-koordinator for fire hospitaler i Københavnsområdet, og her foregår meget telefonisk og elektronisk. Ret hurtigt opdagede både min arbejdsplads og jeg, at det fungerer fint.

mange muligheder for børn og unge på Bornholm
Hvordan er Bornholm socialt? Og om vinteren?

Jeg har mødt mange venner i en tilflyttergruppe for kvinder, og det er hverken svært at få tiden til at gå eller at få kontakt til folk her. Tilflytterservice har også hjulpet mig ved at melde mig til håndbold, og hvis jeg ville være træner, var det også en mulighed. Så er man ligesom i gang. Jeg bor i Rønne, og  den by er langt fra død om vinteren, selvom den er roligere end København. Her er liv og caféer og hyggeligt. Så Bornholm lever virkelig op til mine forventninger. Jeg er gået meget ned i gear, har fået en anden ro og et andet overskud. Og så sover jeg helt vildt godt om natten – der er ikke den der konstante summen og støj på Bornholm.

Hvilken tilflytterhjælp fik du?

Mit møde med Tilflytterservice gav mulighed for at spørge ind til alverdens ting, inden jeg flyttede. Jeg mødte Rune Holm på en tilflyttercafe i København. Han kunne sætte mig ret godt ind i, hvad mine muligheder var for job og bolig, for han ved, hvad erhvervslivet på Bornholm søger. I København er fordommene bl.a., at hverken job eller lønninger er attraktive på Bornholm, men det er slet ikke mit indtryk, efter at være flyttet herover og have talt med en masse mennesker. Jeg har ikke på nogen måde fortrudt mit ryk fra by til ø. Af Louise Skøtt Gadeberg

Drømmen om et bedre familieliv trak

Susanne Holm Harnfeldt Virksomhedskonsulent, Bornholms Regionskommune

Thomas Holm Harnfeldt Politibetjent og hundefører, Bornholms Politi

 

Susanne Holm Harnfeldt og hendes familie faldt for alle Bornholms årstider, da svigermor købte sommerhus på øen og familieferierne stadig oftere blev brugt her. Drømmen om et bedre familieliv, roen og Bornholms unikke natur fik familien til at flytte, selvom begge forældre havde gode job samt familie og venner tæt på.

 

Læs hele deres historie her.

 

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?
Hvordan fik I job?

Da vi havde taget beslutningen om at flytte, ringede min mand Thomas til Bornholms Politi, og han kunne blive overflyttet fra Københavns Politi med det samme. Kort tid efter vi flyttede til Bornholm, blev der en stilling som hundefører ledig, som Thomas søgte og fik. En stilling, der ville havde været meget rift om i København. Thomas glæder sig til de nye udfordringer i jobbet og familien glæder sig meget til, at der kommer en hundehvalp i huset. Samtidig var jeg også heldig at få et spændende job i kommunen som virksomheds-konsulent. Vi troede, at der ville gå længe, før jeg ville få job, men det gik rigtig hurtigt.

Hvad er så særligt ved Bornholm?

Naturen giver ro og i baghaven har vi hele øen som legeplads – ikke kun i ferierne, men hver dag.  Naturen her på Bornholm rammer én, og inden for en halv time kan vi nå ufattelig mange smukke og  særegne steder, vi aldrig har været før. I Herlev skulle vi køre langt for at nå ud i vild natur, og det havde  vi sjældent tid til. Tilmed kunne vi få et billigt hus til halv pris i forhold til boligpriserne i Herlev. Så nu har vi råd til at lave endnu flere ting med familien, og gøre flere af de ting, vi synes er sjove.

At kunne tage på dejlige rejser udenlands og bare generelt have flere penge til rådighed hver måned. På Bornholm er her bare en helt særlig energi, og her sker en masse. Her er gang i madkulturen, foreningslivet og iværksætteriet lever. Her er mange ildsjæle og et godt sammenhold. Kombineret med roen og nærværet, giver det en god energi.
mange muligheder for børn og unge på Bornholm
Hvordan er Bornholm socialt? Og om vinteren?

Bornholm har et virkelig aktivt foreningsliv. Jeg spiller badminton, ungerne dyrker gymnastik og min  mand kører mountainbike, løber og vinterbader. Det har været overraskende let at få et netværk herovre. Vores naboer har budt os velkommen, og dem med børn har også inviteret vores børn på legeaftaler. Alle er åbne, snakkesalige og hjælpsomme, men det bedste er, at det hele er meget jordnært og foregår i et roligt, behageligt tempo.

Lever Rønne op til jeres forventninger?

Vi overvejede meget, hvor vi skulle bo og startede ud i svigermors sommerhus, indtil vi fandt et skønt hus i Rønne. Nu bor vi i et hyggeligt svenskerhus og har højst fem minutter til institutioner, arbejde, indkøb, svømmehal, skov, strand, centrum osv. Samtidig har vi hele øen som legeplads og tager ofte ud på ture og går på eventyr på øen, og dér er Bornholm en uendelig skattekiste. I går fandt min mand og vores yngste bisonerne i Almindingen – og forleden legede vi på klipper ved stranden. Den slags nåede vi ikke til hverdag i Herlev.

Er I glade?

Vi er så glade og trives. Også om vinteren. Her er mange rare mennesker, og vi har ikke fået økuller. Selvfølgelig savner vi venner og familie, men de spontane aftaler er nu byttet ud med weekendbesøg og mere  nærvær. Når vi så er i København, nyder vi byens muligheder på en helt anden måde, end da vi boede lige ved siden af den.

Hvilken tilflytterhjælp fik I?

Vi tog kontakt til Tilflytterservice og fik god hjælp i starten, hvor jeg stadig var usikker på, om det var det rigtige for os som familie at flytte. Rune og Helle hjalp mig med at få svar på alle de ting, jeg var i tvivl om – måske en masse små, og på en måde ligegyldige ting for nogen, men når man skal træffe så stor en beslutning, så har man

mange bekymringer om praktiske ting, så som bolig, børnehave, renovring osv. Hos Tilflytterservice fik vi lidt ‘vores første ven’ på Bornholm. Det hjalp bestemt på beslutningen”. Af Louise Skøtt Gadeberg

Hurtig hjælp fra Tilflytterservice

Mette Mari Kofod Frederichsen, i ressourceforløb

Niels Sti Kofod Frederichsen, slagterlærling i Kvickly Rønne

Mette og Niels boede i en lille lejlighed på Nørrebro – lige der, hvor banderne skød allermest. Roen, naturen og muligheden for at få en større bolig på Bornholm, var noget der fristede dem begge. Mette kontaktede Tilflytterservice, der hurtigt skaffede Niels en læreplads som slagter, og deres bornholmske eventyr kunne begynde.

Læs hele deres historie her.

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?
Hvad gjorde I for at få job?

Efter brylluppet startede Niels sin uddannelse som slagter. Vi blev enige om, at hvis han kunne få en læreplads på Bornholm, så ville vi flytte. Jeg var lidt skeptisk – hvor mange steder kunne han søge? Jeg havde kigget lidt på Tilflytterservice, og jeg havde været på Rådhuspladsen, da der var ”Bornholm kommer til København”, hvor jeg snakkede med nogle, omkring praktikplads på Bornholm.

I november 2018 skrev jeg til Tilflytterservice, og spurgte om de muligvis kendte til nogle steder, der manglede en slagterlærling.

Jeg fik svar hurtigt om, at de ville sende Niels’ cv videre. Der gik kun en dag, så fik jeg mail igen. Kvickly i Rønne ville mangle en slagterlærling fra sommeren 2019, og at Niels kunne kontakte varehuschefen. Det gjorde han fredag, og han kom til samtale lørdagen efter.

Utrolig hurtig og fantastisk service fra Tilflytterservice. Kvickly kunne bruge Niels allerede fra januar, men vi havde lige en lejlighed, der skulle siges op.

Den 15. marts flyttede vi fra København til Rønne, og 1. april startede Niels som slagterlærling i Kvickly i Rønne.

Så vi kan kun sige, at tilflytterhjælpen har betydet alt. Deres hurtige og søde service gjorde, at vi kunne få vores drøm opfyldt og flytte til øen.

Jeg, Mette, er i ressourceforløb og venter på en praktikplads gennem jobcentret.

mange muligheder for børn og unge på Bornholm
Hvad gør Bornholm særlig?

København var blevet et meget stresset sted at bo. Den ro vi havde brug for, kunne vi ikke finde nogle steder. På Bornholm har vi fundet den ro, vi manglede. Vi kan gå en tur og nyde stilheden og den fantastiske natur, som vi sætter stor pris på. Som Niels tit siger “Bornholm gør, at jeg kommer helt ned i gear”.

Det som også gør øen særlig, er at folk hilser på hinanden, snakker med hinanden og hjælper hinanden. Vi har aldrig før snakket med så mange fremmede og tilfældige mennesker, i f.eks. Netto, som vi har gjort siden vi kom til øen. Det kan vi lide.

Hvordan fik i en social omgangskreds på Bornholm?

Nu har vi kun boet her i 2 måneder. Min søster flyttede, med sin kæreste og deres 2 små drenge, tilbage til øen i sommers. Dem ser vi meget. Mine forældre bor her også. Så her i starten har det været familie vi har været sammen med. Men Niels er så glad for sit arbejde. Han har allerede været sammen med sine kollegaer privat. Med tiden vil vi også melde os ind i en sportsforening, så vi på den måde kan møde flere mennesker.

Alt i alt har beslutningen om at flytte til Bornholm, været den bedste beslutning vi har taget. Vi trives SÅ godt. Jeg er virkelig glad for, at jeg fik skrevet til Tilflytterservice. Det var hele startskuddet til, at vi kunne flytte. Vi elsker det hele ved øen.

Vi er 334 “veninder” der mødes på kryds og tværs

Pernille Graversen Socialpædagog, Løvstikken Stifter af Facebookgruppen ‘Tilflytterqvinder’ på Bornholm

Pernille Graversen og hendes familie flyttede til Rønne i oktober 2017, men efter en ellers god begyndelse på Bornholm, savnede hun et større socialt netværk i sin hverdag. Derfor tog hun sagen i egen hånd og oprettede Facebookgruppen ’Tilflytterqvinder på Bornholm’, der i skrivende stund har 334 medlemmer.

Læs hele Pernilles historie her.

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?
Hvor boede du og din familie før?
Vi kommer fra en lejlighed i Valby og flyttede herover i oktober 2017. Jeg er født på Bornholm, men mine forældre og mig med til Vestegnen, da jeg var to år, og siden har jeg været på ferie her mange gange. Også med min egen familie.
Min mand og jeg har ofte talt om, at når vi blev gamle, ville vi flytte til Bornholm og nyde livet.
Hvorfor så allerede nu?
På en af vores mange ferier her på
Bornholm mødtes vi med mine kusiner og deres familier, og der gav det hele mening. Vi havde det så skønt sammen alle sammen. Min mand spurgte mig lidt kækt på vej hjem, hvad vi egentlig ventede på i forhold til at flytte til Bornholm, og vores børn var også ret klar til at flytte med det samme.
De er 9 og 13 år, så det er ’nu’, vi skal gøre det, hvis det skal give mening i forhold til deres skolegang, tænkte jeg.

Vi mærkede lige efter et døgn – og så besluttede vi os for at give  Bornholm en chance. Og det har vi  ikke fortrudt et sekund.

mange muligheder for børn og unge på Bornholm
Hvad tiltrak jer?

Mange ting ved Bornholm trak i os, for vi har jo været her mange gange, så vi føler, vi kender øen. Men især roen og muligheden for at drosle lidt ned i hverdagen var afgørende. Vi fór rundt i vores hverdag i København, og kunne aldrig nå det hele. En dag gik jeg på Valby Langgade og forsøgte at tale med min søn, men jeg kunne ikke høre, hvad han sagde, fordi trafikken væltede forbi på gaden, så vi måtte udskyde snakken, til vi kom hjem. Huslejen på vores lejlighed i Valby blev også højere og højere og var til sidst på 13.500 kroner for 100 kvadratmeter. På Bornholm ville vi derfor også boligmæssigt og økonomisk få nogle andre muligheder.

Hvordan skaffede I jer job på Bornholm?

Jeg meldte mig ind i både job- og lejeboliggrupper på Facebook og holdt øje med kommunens jobside. Min mand kom hurtigt til samtale og fik job som slagter i et supermarked, og jeg var til to jobsamtaler, før jeg fik det vikariat, jeg nu har haft i et år, så det løste sig. Vi havde noget ferie til gode, da vi  flyttede herover, så vi kunne tage det stille og roligt i starten og få børnene godt i gang på skolen. Der er mange småting, lige når man flytter – ny læge, tv-signal, wifi og andre praktiske ting – og det er rart at få på plads, inden hverdagen starter.

Hvordan er Bornholm om vinteren?

På min første dag på mit nye job måtte jeg blive og sove der, fordi der var snestorm her på Bornholm, så jeg ikke kunne komme hjem – men det var faktisk okay. På en måde er det en charme ved at bo her – på en ø, hvor vejret er lidt vildt nogle gange. At nogle ting er lidt ude af dine hænder. Selvfølgelig er her mørkt og koldt, men det var der også i Valby, og nu har vi jo fået en hverdagsrytme, hvor vi blandt
andet ser min øvrige familie herovre meget. Så der er ro på og gode folk omkring os.

Du har startet et netværk for tilflytterkvinder – hvorfor?

Jeg savnede et større socialt netværk i min hverdag, flere  veninder simpelthen. Derfor startede jeg Facebookgruppen – for der måtte være andre som mig derude, tænkte jeg. Og dét var der. Gruppen er for både tilflyttere og bornholmer-kvinder, der keder sig eller trænger til, at der sker noget nyt. For mange ‘indfødte’ har også det behov, har det vist sig.

Vi bliver hele tiden flere og er pt. 334 medlemmer, der mødes på kryds og tværs. Nogle medlemmer arrangerer ting, som andre tager med til, og andre slår arrangementer op i gruppen, som man så kan samles om. Det fungerer ret godt, fordi mange byder ind med ideer til aktiviteter.
Lever Bornholm op dine og din families forventninger?
I dén grad. Vi har ikke fortrudt et
sekund, at vi flyttede herover. Nu har vi lejet et hus i Rønne, og nyder livet her med alle vores aktiviteter og med naturen tæt på. Min datter lever på stranden om sommeren og min søn elsker fodbold – og vi er bare landet i den berømte ro. Det er ret skønt.

Af Louise Skøtt Gadeberg

Rum til at sætte skub i drømmene

Paulie Melnyk Brygger, selvstændig ejer af virksomheden NXØ Brewery –Vandkefirperler.

Ida Malelo Energiterapeut, selvstændig ejer af Malelo Energiterapi Bornholm.

Mød Paulie og Ida der på Bornholm, fik rum til at sætte skub i drømmene om at blive selvstændige. Samtidig er de kommet tættere på naturen, og har fået en mere nærværende tilværelse.

Læs hele deres historie her.

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?
Var der noget specifikt, der gjorde øen mere attraktiv?

Udover familierelationen til Nexø og øen, var det hele tanken om at geare lidt ned og fokusere på det, der var vigtigt for os som familie. Det nærværende, tiden til hinanden, være tættere på naturen og havet, mere fokus og ro til at kunne realisere vores iværksætterdrømme. Bornholm er fantastisk på den måde, at man bliver modtaget med åbne arme. Der er en velvillighed til, at det skal lykkes for en. For det gavner alle i det store billede.

Hvordan og hvornår kom jeres iværksætterdrømme i gang?

For Paulie var iværksætter-drømmen i gang, inden vi flyttede over. Han skulle dog først finde sin ide, og den fik han, da roen havde sænket sig efter flytningen. Så han startede virksomheden Vandkefir Perler. For Ida har drømmen om at være selvstændig altid ligget i hende. Bornholm har givet hende energien til at tage springet. Ida er nu ejer af Malelo Energiterapi Bornholm.

Hvordan ser I det selvstændige arbejdsliv på en ø som Bornholm?

Fordele og ulemper? Vi ser det som et plus, at man har mulighederne for at kunne gøre det, man vil lave. Der er et øget fokus på en, og man bliver virkelig hjulpet godt i gang. Mange i det bornholmske erhvervsliv er meget åbne overfor tilflyttere og iværksættere. Der er masser af tilbud og værktøjer at vælge mellem fra de forskellige væksthuse rundt om på øen.

mange muligheder for børn og unge på Bornholm
På mange punkter er man afhængig af, at det er bornholmerne, der støtter en, da øen er en sæsonforretning. Så relationer, synlighed og viljen til at lykkes skal være til stede. Desuden er det et relativt lokalt samfund, så man skal skinne igennem, som den man er, og finde ro i det, man vil. Man kan ikke gemme sig på samme måde som i en storby, i hvert fald ikke, hvis man vil starte en virksomhed.

Hvad kan man lave på en ø som Bornholm om vinteren?

De samme ting, som giver mening for en, uanset hvor i verden man er: Være sammen med familien, nyde naturen, roen, fordybe sig, pleje sig selv og sit forhold. Man kan optimere og få sin selvstændige virksomhed til at blomstre, skabe relationer og nyde venners gode selskab.

Kan I sætte 3-5 ord på, hvad der gør Bornholm unik? Eller hvad Bornholm giver jer af værdi?

Energifyldt, foranderlig og utrolig smuk. Bornholm fuldender vores hverdag. Vi elsker at være til stede og elsker at komme hjem, når vi har været ude at snuse til resten af verden.

Tilflyttere: Vi har søgt eventyret på Bornholm

Søren Møller Christensen, Leder af Udvikling og Byg i BRK

Dorthe Møller Paulsen, Projektleder for Maker’s Island Bornholm i BRK

Dorthe, Søren og deres to børn søgte eventyret på Bornholm. Nu nyder de den bornholmske natur, spændende job og en aktiv fritid.

Læs hele deres historie her.

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?
I mange år har vi derfor nydt at kombinere storbyen med ’livet på landet’. Stille og roligt kom en følelse af at være fanget i lejligheden dog snigende.

Det blev sværere og sværere at tage hjem fra sommerhuset søndag eftermiddag. Og med udsigt til Georgs skolestart, besluttede vi os for at tage vores storbyliv + sommerhusliv op til revision.

Var der noget specifikt, der gjorde øen mere attraktiv?

Vi har helt specifikt søgt Bornholm, fordi det i vores øjne er den mest særegne, smukke og spændende del af Danmark. Efter årtier i storbyen har vi søgt eventyret, og det har Bornholm.

Vi har også søgt et aktivt lokalmiljø, hvor vi kan tage del i kulturlivet og i det sociale liv.

Vi flyttede til Grisby lige syd for Svaneke i november 2017. Vores børn, Asta og Georg, går nu i børnehave og 2. klasse i Svaneke.

Hvordan er livet på øen i forhold til andre steder?

En helt særlig forskel i forhold til livet på Nørrebro er, at folk bare kommer forbi. De kommer og banker på for at sige hej, for at give os en velkomstgave, eller for at spørge, om vores børn kan lege. Det skete aldrig på Nørrebro.

At folk bare kommer forbi her i vores nye hus, er hyggeligt og for os tegn på et lokalmiljø og en umiddelbarhed, som vi også håbede at finde.

mange muligheder for børn og unge på Bornholm
Har Bornholm levet op til jeres forventninger her 2½ år efter I er flyttet?

Vi har et dejligt liv her på Bornholm. Det har taget lidt tid at få det radikale skifte i scenarie fra storby til landliv helt ind under huden, og skulle finde ud at få arbejdslivet til at falde på plads.  Dog har vi fra dag 1 været sikre på, at det var det helt rigtige for os. Så ja, Bornholm har levet op til vores forventninger og har endda leveret mere, end vi havde turdet håbe på.

Hvordan oplever I arbejdslivet på en ø som Bornholm?

Vi føler os ret heldige, da vi begge to har gode og spændende job i Bornholms Regionskommune. Der er dog megen transport i bil. Søren kører til Rønne hver dag og rundt på øen til møder, og Dorthe kører også meget. Vi har måttet investere i en ekstra lille ø-bil, så vi nu har to.

Vi håber, at vi på et tidspunkt får råd til at investere i en el-bil, så vi kan bidrage til øens bæredygtige udvikling, og passe godt på naturen.

Hvad får I fritiden til at gå med?

Vi er meget ude i naturen, i vores have og køkkenhave, tager på ture og opdager de mange fantastiske steder, der er på Bornholm. Selv om vi har boet her i et par år nu, har vi slet ikke set det hele endnu. Vi finder hele tiden nye spændende udflugtsmål.

Derudover dyrker vi lidt motion. Søren cykler mountainbike-ture i Almindingen og Paradisbakkerne, og vi spiller meget fodbold med Georg. Dorthe dyrker yoga og går til ridning med Asta på nabogården.

Dorthe er engageret i Svaneke Børnebiografklub, som viser film i Svaneke Bio, og har været med til at starte den op sammen med andre forældre fra Svanekeområdet. Søren sidder i skolebestyrelsen på Svaneke Friskole. Vi hygger os med venner, og har tit familie på besøg. Og så tager vi også nogle gange en sejltur på søen i vores lille jolle.

Har I haft kontakt til tilflytterkonsulent Rune Holm før og under flytningen?

Ja, tilflytterkonsulent Rune Holm har været en fantastisk vejleder og støtte.

Det er jo et stort valg at flytte fra venner, familier, job og vante omgivelser for at give sig i kast med at etablere et nyt hverdagsliv ude i Østersøen.

Rune har haft afgørende indflydelse på, at det er lykkedes, fordi han har stået til rådighed i forhold til alle typer af spørgsmål.
Kan I sætte 3-5 ord på, hvad der gør Bornholm unik?

Klipper, skove, hav, lokalmiljø, søde mennesker, eventyr, iværksætteri og virkelyst.

Jeg har fundet en ro i mig selv

Anna Margrethe Kjærgaard Illustrator

Anna flyttede til Bornholm, hvor hendes familie stammer fra:” Det tog os et par år at tage tilløb til at flytte væk fra København, men siden beslutningen blev taget, har vi ikke fortrudt et øjeblik!”

Læs hele hendes historie her.

Gule huse ved Hasle Havnefront - hvor vil du helst bo på Bornholm?
Var der noget specifikt, der gjorde øen mere attraktiv?

I første omgang var det naturligvisde billige huspriser, der trak. Det ville være fuldstændigt umuligt for mig at leve som kunstner og have samme levevilkår i fx København, som jeg har nu. Vi overvejede også andre dele af Danmark, men Bornholm skiller sig bare helt ud i forhold til resten af landet. Naturen er jo helt unik. Her er masser af sjove mennesker, og der er så meget gang i alle mulige interessante projekter.

Hvordan er livet på øen i forhold til andre steder?

Jeg har helt klart fundet en ro i mig selv og i mit arbejde, efter jeg flyttede herover. Jeg er glad for, at mine børn har en kort og tryg vej til skole. De er tæt på venner og fritidsaktiviteter. Her er så mange tilflyttere og sjove bornholmere, at øen ikke bliver en søvnig provins. Man skal selvfølgelig vænne sig til at bo på en ø. Langt væk fra ”alt”, blæsten, vejrets luner og at ”alle kender alle”. Men indtil nu har jeg ikke oplevet at blive ramt af ø-kuller. Det har absolut levet op til vores forventninger.

Hvordan ser du det selvstændige arbejdsliv på en ø som Bornholm?

Mine kunder kommer ”ovre fra”, og stort set al kommunikation foregår via mail. Og så er København jo meget tæt på, hvis jeg fx skal til et møde eller lign. Det kan sagtens lade sig gøre at tage over om morgenen til et møde og være hjemme igen kl. 20.

mange muligheder for børn og unge på Bornholm
Hvad kan man lave på en ø som Bornholm om vinteren?

Det er dejligt, når Bornholm ”lukker ned”, når turistsæsonen er ovre. Så er der ligesom god plads igen. Fx tager skoven sig bedst ud, når jeg er alene på tur om foråret og efteråret. Nu bor jeg i Rønne, så vi mærker ikke helt, hvordan det føles fx i Svaneke og Gudhjem, som mere eller mindre overlever pga. turismen. Her i Rønne er der jo stadig liv i gaderne og butikkerne om vinteren. Til gengæld tror jeg, at folk i de små byer rykker sammen, har en masse socialt sammen og hjælper hinanden. For mit eget vedkommende kredser det meste af mit liv omkring mine børn, kæreste, hus og mit arbejde selvfølgelig. Vi har altid gang i 1000 ting. Hvis vi trænger til det, tager vi væk fra øen et par dage. Der er masser af fritidsaktiviteter året rundt, især for sportsglade mennesker, men også mange muligheder for at fx finde ro i yoga. Så vil jeg selvfølgelig nævne Bornholms Kulturskole for børn, som tilbyder drama-, musik- og billedkunstundervisning. Det betyder rigtig meget for mine børn at gå der. Når man flytter herover, er det som om, at alle de ”udvendige” ting i livet fylder mindre og mindre, og det træder i baggrunden for alle de positive sider af ø-livet. Men det afhænger nok af, hvilken type menneske man er.

Kan I sætte 3-5 ord på, hvad der gør Bornholm unik? 

Ro, ren luft, minus stress, minus lang transport, naturoplevelser hver dag. Og mine børn får en tryg opvækst.

Vil du også flytte til Bornholm? Kontakt Tilflytterservice.